UNGDOMSKLUBBEN I FREDERIKSVÆRK

Klubben holder til i den gamle Brandstation i Frederiksværk

Klubben er åben for alle fra 6. klasse og til du er fyldt 18 år.

Du er velkommen fra mandag til fredag kl. 14.00 - kl. 21.00.

Klubben er et samlingssted for unge i Halsnæs, og fungerer som knudepunkt for Gadeteam, Stjernerne, og Klubambassadørerne. Det er her du kan hænge ud med vennerne og det er her du kan snakke om alt.

Fakta og info

Klubben er gratis
Tid: Mandag - fredag kl. 14.00 - kl. 21.00
Hvem: Fra 6. klasse til 18 år
Adresse: Syrevej 19, 3300  Frederiksværk
Telefon: 47 78 48 02
Facebook:  Ungdomsklubben i Halsnæs

DET KOSTER IKKE NOGET AT KOMME I KLUBBEN

I klubben er der et godt fællesskab og altid nogen at være sammen med.  Vi spiller bold på multibanen og har kreative værksteder. Vi har billiard, bordfodbold og PlayStation. 

Klub Café

Klubcaféen i multirummet tilbyder gratis kaffe, te og boller hver dag.

Du kan også købe pastasalat, snacks og sodavand.

Om tirsdagen er der mulighed for at købe aftensmad for 10,-

 

Stjernerne

Camilla og Lene har fortrolige samtaler med Stjernerne hver tirsdag kl. 16.00 - kl. 18.00

Stjernerne mødes på Brandstationen. Du behøver ikke at være en del af klubmiljøet for at komme her. Det er en lille gruppe piger som har det til fælles, at det for dem virker utrygt og skræmmende, at være en del af det store fællesskab. Her bliver du fuldt ud forstået og du møder andre i samme båd. Vi har kun én regel, som SKAL overholdes:

Alt hvad der bliver sagt i Stjernerne - blir´i Stjernerne!

Gadeteam

Camilla og Per er fast gadeteam, som opsøger de steder og miljøer du færdes i, som ung i Halsnæs.

Gadeteamet er til for de unge og for at skabe trivsel og et trygt ungdomsliv. Vi vil have kontakt og føling med hvad der rør sig blandt unge. Derfor stiller vi spørgsmål som kan virke nærgående, vi blander os og vi bekymre os. Gadeteamet lytter til problemer, råder og vejleder og støtter i svære situationer. Vi har mulighed for en perlerække af tiltag som kan gøre ungelivet lettere for dig eller en du kender.

Gadeteamet er sammen med klubpersonalet synlige ved arrangementer i Halsnæs. Det kan være ved Havnefesten i Hundested eller Krudtværksfesten i Frederiksværk. De unge ved de altid kan komme til os, hvis de får brug for hjælp.

Klubambassadører

Det er de unges ungdomsklub og de skal selvfølgelig være en del af, at skabe rammerne i klubben. Du kan altid komme med nye ideer og ønsker til hvordan klubben skal være og hvad den skal kunne, men det er besluttet at sætte mere fokus på de unges medbestemmelse. I hulen har vi et hold af klubambassadører, som er med til at planlægge arrangementer og fester. Zenia indkalder til møde hvor der tages beslutninger og uddelegeres opgaver. Det er kun det du virkelig brænder for, som du behøver at deltage i.

Klubambassadørene har planer om at lave en special makeup-tøseaften og en rigtig tuff drengerøvs-aften. Det forudsætter at klubben udvider åbningstiden til, at holde åben om fredagen, de to aftener - og det gør vi gerne.

Kenneth til venstre i billedet og Mia til højre er begge klubambassadører og var med til at arrangere Neonfesten på Brandstationen. De lavede plakater, som blev hængt op på skolerne og i klubben og stod for udsmykning og andre praktiske ting, som at stå i baren og garderoben. Der blev leveret en fantastisk indsats og et stort arbejde, men det er de ikke skræmt af, de glæder sig til nye udfordringer og er klar når Zenia kalder til møde.

Fester og rejser

Vi har holdt nogle fantastiske fester i Gjethuset, men fremover skal de unge selv være med til at arrangere fester. Rammerne er endnu ikke fastlagt, men Brandstationen i Krudtværksområdet i Frederiksværk er et godt bud. Der vil løbende blive orienteret, så hold øje på Ungdomsskolens hjemmeside og i klubberne. 

Hvert år har vi planlagte rejser til bl.a. Lalandia, skitur til Kläppen i Sverige og ophold i vores hytte i Sverige.
Vi arrangerer også Tivolitur og Blå Mandag m.m.  

Se mere under rejser og fester